. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Anmeldelse:

Hail Caesar

Dato: 18. februar 2016

Af Leonarda Sian HageINFO OM FILMENINSTRUKTION:
COEN-BRØDRENE

MEDVIRKENDE:
GEORGE CLOONEY, JOSH BROLIN, CHANNING TATUM M.FL.
 LÆNGDE:
106 MIN.
 DISTRIBUTION:
UIP

 

Denne gang har Coen-brødrene kastet deres kærlighed på Hollywoods guldalder. Men selvom intentionerne og ideen er god nok, er resultatet langt fra så gennemført, som man kunne håbe.

 

Studio-systemet, ikoner ’and all that jazz’

I den stjernespækkede ’Hail Ceasar’ følger vi ’fixeren’ aka produktionslederen for Capitol Pictures, Eddie Manix (Josh Brolin), i hans daglige kamp for at holde styr på al balladen, skidtet og afvigelserne hos stjernerne bag Hollywoods glimtende facade.

 

Mannix’ job er ”helt enkelt” at forebygge, undgå og redde stjerner (og studiet) ud af situationer, der kunne blive potentielle sensationshistorier i pressen. Om det så kræver, at han skal hive halvafklædte, fulde starletter ud af lumske situationer, eller kaste penge efter skumle typer i nattens mulm og mørke, så gør han det gerne.

 

I de tidlige 1950’ere, Hollywoods guldalder, det klassiske Hollywood, er alle skuespillere kontraktansatte hos studierne, og derfor havde studierne også en interesse i at pleje deres stjerners omdømme og ry ned til mindste detalje.

 

Det gav en sikkerhed, men også nogle meget fastlagte rammer for skuespillerne. Det var en anden tid, en tid hvor publikum gerne ville sætte stjernerne op på en piedestal, og hvor studierne kæmpede for at holde deres trækplastre væk fra sladderspalterne.

 

Det bliver dog hurtigt tydeligt, at alt ikke er så pænt og glimtende, som det umiddelbart ser ud til, og da studiets største stjerne, Baird Whitlock (George Clooney), kidnappes af en anonym gruppe, der kalder sig ’The Future’, får Mannix endnu mere at se til.

 

Tatum som stepdansende kommunist

’Hail Ceasar’ er en stor hyldest til svundne tider, og på samme måde som man lavede ”bag facaden”-musicals og metafilm i 1950’erne, er denne film en film om det at lave film.

 

Når det så er sagt, er der desværre langt imellem de store grin, og det er som om, at humoren aldrig helt kommer op i gear. End ikke en stepdansende kommunistisk Channing Tatum kunne få andet end et lille smil frem på læberne.

 

Det er mærkværdigt, at en film, der markedsfører sig som en komedie, kan mønstre så stille en biografsal.

 

En metafilm er først rigtig gennemført (og sjov), når den ikke tager sig selv for alvorligt. Det er nok det, der er problemet for 'Hail Ceasar', for det er tydeligt, at Coen-brødrene og resten af castet tager deres hyldest til 50’ernes Hollywood og ’the classics’ lidt for seriøst.

 

Intetsigende Hollywood-hyldest

På samme måde som man vil vise hvor poleret Hollywood var dengang, ender ’Hail Ceasar’, ironisk nok, med selv at blive en kende for pyntet… og knap så kantet, eller sjov, som den kunne have været.

 

I sidste ende ville jeg langt hellere gense 'Singing in the Rain', der er langt sjovere og opnår en meget højere grad af selvironi end ’Hail Ceasar’. Man har set det hele før, bare bedre og sjovere.

 

'Hail Ceasar' har  et stjernecast uden lige, men desværre virker karaktererne hule og unuancerede. Selvironien mangler og filmen virker lidt som en lidt intetsigende hyldest til Hollywoods guldæra.