. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Camus på stranden og Gud over bord

Af Andreas Ebbesen Jensen

Da jeg første gang så Ang Lees ‘Life of Pi’, var jeg overbevist om, at filmen om den unge, indiske dreng, der overlever 227 dage til søs i selskab med en tiger var en hyldest til Gud. Et slags vidnesbyrd om, at troen på en højere magt kan hjælpe os til at komme igennem livets allermørkeste stunder. Og som ikke-troende skal jeg være ærlig og sige, at jeg havde lidt svært ved at sluge den kamel.

 

Ikke at der er noget galt med at tro på gud selvfølgelig, men for mit vedkommende satte de religiøse overtoner i fortællingen en lille dæmper på min ellers enorme begejstring for filmen. Det føltes en lille smule som at forvilde sig ind til en søndagsgudstjeneste, jeg ikke var inviteret til.

 

Med blikket mod filosofien

Men for et par dage siden genså jeg så ‘Life of Pi’, og pludselig fik jeg en åbenbaring. Ikke en guddommelig en af slagsen, men nærmere et slags filosofisk klarsyn.
‘Life of Pi’ stod pludselig i et helt andet skær, langt væk fra Guds åsyn og kristendommens lidelseshistorie. Med ét fik filmen en helt anden og
langt mere interessant betydning.

 

Det hele startede med en detalje, jeg ikke bed mærke i første gang så filmen. I en lille og tilsyneladende ubetydelig scene i starten af filmen, ser man Pi læse i en slidt udgave af ‘Den fremmede’ skrevet af den franske filosof Albert Camus. Efter at have søgt efter svar på livets store spørgsmål i hinduismen, kristendommen og islam vender Pi blikket mod filosofien og eksistentialismen.

 

Det absurde menneske

I følge Camus er mennesket og livet i det hele taget absurd, fordi vi konstant søger efter en mening i en verden, som ikke har nogen iboende betydning. For det absurde menneske findes der intet liv efter døden. Der findes kun dette liv, og det er først, når vi accepterer den kendsgerning, at vi for alvor kan leve. Mennesket kan ikke klynge sig til håbet om et liv efter døden som redningsbåre – det er op til ham selv at finde en mening i den korte tid, han befinder sig her på jorden.

 

Og det er netop dét Pi indser, da han flyder rundt på det åbne hav. For at komme ud på den anden side, skal han ikke sætte sin lid til gud eller Allah, men til sig selv. Han skal finde en mening i den forfærdelige situation, han befinder sig i for ikke at gå til grunde af fortvivlelse. Og det gør han ved at ‘tro’ på historien om, at han overlevede 227 dage til søs med en en tiger, en orangutang, en zebra og en hyæne. Han flygter ind i en fantasi for at holde virkeligheden ud.

 

Mand og hyæne i samme båd

“Truth, like light, blinds. Falsehood, on the contrary, is a beautiful twilight that enhances every object,” har Albert Camus engang sagt, og for Pi bliver den ‘falske’ historie, han fortæller sig selv og os, en måde at bevare håbet på i en virkelighed, der er indhyldet i mørke og død.

 

Pi lægger et farverigt og fantastisk slør over sine omgivelser, som kommer til udtryk i filmens magiske billedside, og på den måde gør han det lettere for sine tilhørere at sluge de barske realiteter.

 

Ved gensyn fremstår 'Life of Pi', hvis ikke anti-religiøs, så i hvert fald langt mere nuanceret i spørgsmålet omkring religion og troen på gud. Det står klart, at den 'realistiske' historie, som Pi fortæller til sidst i filmen, er den rigtige, og at Pi aldrig befandt sig i en båd med fire vilde dyr.

 

Poe som kannibal

Navnet på tigeren taler for, at Pi's historie er det pure opspind. Richard Parker er nemlig også navnet på hovedpersonen i Edgar Allan Poes roman 'The Narrative of Arthur Gordon Pym of Nantucket', hvor fire skibbrudne mænd  tyr til kannibalisme for at overleve. Tigeren i 'Life of Pi' er en metafor for den dyriske side,  Pi bliver nødt til at omfavne for at overleve.

 

Orangutangen er Pi’s mor, Zebraen er en sømand fra besætningen og hyænen er skibets kok. Kokken myrder hans mor og sømanden og spiser dem begge. Pi myrder kokken og tyr selv til kannibalisme for ikke at miste livet. Richard Parker forlader Pi til sidst, fordi den unge mand ikke længere har brug for sin dyriske side. Den var en nødvendighed for at overleve, som han forhåbentlig aldrig behøver at stå ansigt til ansigt med igen.

 

'Life of Pi' er ikke så meget en hyldest til det guddommelige og fantastiske,  som den er en smuk påmindelse om, hvordan vi mennesker evner at forme virkeligheden efter eget behag, når den bliver for grum at håndtere. Havde  Pi overgivet sig til religionen og lagt sin skæbne i hænderne på gud, var han aldrig sluppet levende fra båden.

 

Accepter det absurde

“I begge historier synker skibet, min familie dør og jeg overlever. Hvilken historie foretrækker du?,” spørger Pi henvendt til den unge forfatter, der har lyttet til hans mærkværdige fortælling.  “Jeg foretrækker den med dyrene,” svarer han. “Sådan er det også med gud,” siger Pi.

 

Pointen synes altså at være klar: Vi kan vælge at tro på det fantastiske eller indse livets barske realiteter. Om vi vælger at sætte vores lid til det overnaturlige eller de hårde fakta er op til os selv. Men sætter vi kun vores lid til gud, overlever vi ikke. Vi er nødt til at omfavne de grusomheder, som virkeligheden kaster vores vej. Vi er nødt til at acceptere livets absurditeter, hvis vi ikke vil gå til grunde. Hvordan vi gør det er op til os selv. Dét er den guddommeligt smukke sandhed i 'Life of Pi'.

 

Dato: 23. marts 2014

Nogle film er ligesom vin. De bliver bedre med tiden. I en ny feature går vi i dybden med film, der først rigtig bed sig  fast ved gensyn. Den første i rækken er Ang Lees fabelagtige fabel 'Life of Pi'.