. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Anmeldelse:

Macbeth

Dato: 18. december 2015

Af Leonarda S. HageINFO OM FILMENINSTRUKTION:
JUSTIN KURZEL

MEDVIRKENDE:
MICHAEL FASSBENDER, MARION COTILLARD, JACK REYNOR M.FL.
 LÆNGDE:
113 MIN.
 DISTRIBUTION:
SF FILM

 

Rå, tung og meget alvorlig. Denne filmatisering af Shakespeare-klassikeren Macbeth, er hverken let eller liflig. Til gengæld er den fyldt med æstetiske billeder og set-designs, der er lige så skarpe som Shakespeares udødelige poesi.

 

Vi kender efterhånden alle historien om Macbeth og Lady Macbeth, der forføres af grådighed, magt og egne ambitioner for til sidst at blive opslugt af mørket.

 

Det er en historie - som så mange af Shakespeares andre ikoniske værker - der aldrig helt slipper sit tag, selvom den er blevet iscenesat, filmatiseret og fortalt utallige gange siden 1600-tallet.

 

Macbeth er altid aktuel, fordi den fortæller, hvad der sker, når mennesker lader sig forføre af magt og rigdom uden at overveje konsekvenserne af deres handlinger. Det handler om den altopslugende ambition. Om at ville mere end det livet byder på, at ville have mere end livet i sig selv.

 

Dramatisk iscenesættelse

Justin Kurzel (instruktør, red.), er kendt som en af Australiens bedste teaterinstruktører og scenedesignere, og det kommer i særdeleshed til udtryk i filmens visuelle udtryk. En anden ting, der, desværre, også kommer til udtryk er, at han har knap så meget erfaring i filmens verden.

 

Når teaterets magi til fulde bliver forenet med filmens eskapisme, er der ingen grænse for, hvilke historier man kan fortælle. Det rå nærvær forenet med fantasiens og magiens latente potentiale er en cocktail, der, når den lykkes, er en fantastisk oplevelse. Imidlertid er resultatet, om end afsindigt smukt udført, ikke helt gennemført.

 

Drabelig æstetik

Vi befinder os i den skotske marsk, hvor alt er gråt, råt og naturen er den herskende overmagt. Her trasker de små mennesker rundt i en tåge, der aldrig helt letter og gør deres bedste for at leve- og overleve. Lyset og mørket er en stor del af den mere end smukke iscenesættelse af den ikoniske fortælling.

 

I de golde overvældende landskaber, spøger de uundgåelige konsekvenser for mennesket handlinger i form af profetier, spøgelser og syner af en anden verden.

 

Man ved, at man har med en teatermand at gøre, når selv de mest dunkle, voldelige og blodige handlinger illustreres på så poetisk, dramatisk og æstetisk vis, at man kan se det grotesk smukke i menneskets egen ødelæggelse.

 

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at teaterets verden er force majeure bag denne filmatisering. Det er både godt og skidt, for selvom både set-designs, lys, kameraføring og mis-en-scene er sublim, forekommer handlingen til tider en smule kluntet, tung og alt for dyster.

 

Der er nok nogle, der vil have svært ved at indtage al alvoren og de store ord.

Sproget, der er blevet holdt i de originale fraseringer og vers, er imidlertid vellykket. Trykket bliver flere steder lagt originalt og med en kant, som kun kan beundres- for det er ikke let  at bringe fornyelse ind i ord, der er blevet ytret så mange gange. Til gengæld kan kombinationen af Shakespeares sprog i kombinationen med den overvejende dystre stemning, og til tider langsomme progression, trække lidt ned i den samlede oplevelse af filmen.

 

Skuespil af en anden verden

Udover billedsiden giver filmens unægtelig største styrke sig til kende i både Michael Fassbender og Marion Cotillards tolkning af henholdsvis Macbeth og Lady Macbeth. Cotillard er en overbevisende Lady Macbeth, en smuk og øjensynligt sart kvinde, der langsomt men sikkert opsluges af sorg, had og afmagt for til sidst at blive sindssyg. At hun skal agere skotsk, selvom hun er fransk, lægger man ikke mærke til, og det er i sig selv imponerende. Hendes store smukke øjne fortæller ambivalente historier om en fortabt sjæl, uden at hun siger et eneste ord.

 

Det er dog, uden tvivl, Fassbender, der virkelig blænder i hans rå, menneskelige og generelt imponerende tolkning af den gode Macbeth, der ødelægges af egne ambitioner.

 

Måden han fremfører Shakespeares fraseringer på er til tider drabeligt rammende, og hans ord skærer som tusinde dolke i den tykke tåge, der aldrig synes at forsvinde i Kurzels filmatisering af Macbeth-

 

“Life's but a walking shadow, a poor player,

That struts and frets his hour upon the stage,

And then is heard no more. It is a tale

Told by an idiot, full of sound and fury,

Signifying nothing.”