. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Verdens sjoveste mand vender tilbage

Af Andreas Ebbesen Jensen

Louis C.K. står på badeværelset og børster sin datters tænder. Trætheden lyser ud af hans ansigt, og han ligner mest af alt en mand, der glæder sig til at flade ud på sofaen. Den lille lyshårede pige kigger op på sin far og siger: “Jeg kan bedst lide at være hjemme hos mor. Hun laver bedre mad, og jeg elsker hende mere.” Louis C.K. synker en ekstra gang for ligesom at sluge sine sårede følelser og fremtvinger et akavet smil. “Okay, skat,” svarer han og børster trofast videre. Da hun vender sig om for at spytte tandpastaen ud i håndvasken, giver han hende fuckfingeren.

 

Scenen stammer fra Louis C.K.’s fremragende komedieserie ‘Louie’, der blænder op for sin fjedre sæson i USA på mandag. Og den er et glimrende eksempel på, hvad det er, den amerikanske komiker er så forbandet dygtig til: at sige alt det, vi andre ikke tør.

 

Louis C.K. er som en slags halvskaldet, halvfed udgave af djævlen på vores skulder. Han skriger op om de mest pinlige og utiltalende sider af det moderne menneske, som vi helst aldrig så komme frem i lyset. Og han gør det, så tårerne triller ned af kinderne på dem, der ellers gider lytte efter.

 

Mislykket handjob

Ligesom kollegaen Jerry Seinfeld besidder han en evne til at finde det morsomme og groteske i tilværelsens ulidelige lethed. Men her hører lighederne også op. For hvor Seinfeld aldrig rigtig inddrager sig selv i sine jokes, gør Louis C.K. en dyd ud af at sætte sig selv og sine svagheder frem til offentlig skue.

 

“I don’t stop eating when I’m full. The meal isn’t over when I’m full. It’s over when I hate myself,” som han siger det med selvforagten lysende ud af stemmen i sin stand-up-special ‘Shameless’ fra 2008. Eller da han beskriver et handjob fra sin kone som “the saddest thing ever to happen in America.”

 

Louis C.K.’s livssyn er lige så mørkt og grumset som en kop lunken kaffe fra en New York-diner, og hans foragt for sine medmennesker, sine børn, sin kone og – ikke mindst – sig selv, skinner igennem i både tv-serien ‘Louie’ og i hans stand-up-shows. Intet er helligt, når først mikrofonen er tændt.

 

“There is nowhere I won’t go. As long as it is horribly, horribly true and/or wrong,” sagde han i et interview med Time Out London tilbage i 2008.

 

For sent til festen

Første gang Louis C.K. prøvede kræfter med komikken var som 17-årig til en open mic i Boston. Det blev en traumatisk oplevelse, da han allerede løb tør for stand-up-materiale efter 3 minutter.

 

Nederlaget afholdte ham dog ikke fra at blive ved med at jagte en karriere som professionel komiker, og i 1989 flyttede han til New York for at blive en del af den succesfulde comedy-scene, der talte prominente navne som Jerry Seinfeld, George Carlin, Larry David og Jay Leno.

 

Men Louis C.K. kom for sent til festen. Da de glade firsere blev til halvfemserne var luften gået ud af den engang så succesfulde comedy scene i New York. Klubberne lukkede på stribe og Louis C.K. måtte ofte optræde med sit stand-up-materiale for tomme stole.

 

Forfatter for Chris Rock

Den mislykkede start på karrieren som stand-up-komiker drev ham i 1990’erne væk fra scenen og ud i baglokalet på tv-shows som ‘Late Night With Conan O’Brien’, ‘The Dana Carvey Show’ og ‘The Chris Rock Show’, hvor han fungerede som tekstforfatter. Tingene begyndte så småt at se lyst ud for den hårdt arbejdende komiker.

 

Men i 2001 led hans selvtillid igen et ordentligt knæk. Her blev han fyret fra filmen ‘Pootie Tang’, som han selv havde skrevet og instrueret. Studiet var utilfredse med det endelige produkt og besluttede sig for at klippe filmen om. Resultatet var forfærdeligt.

 

‘“Pootie Tang’ is not bad so much as inexplicable. You watch in puzzlement: How did this train wreck happen?,” skrev den amerikanske anmelder Roger Ebert om filmen. På det tidspunkt havde Louis C.K. mest lyst til at kaste håndklædet i ringen.

 

“It never stopped getting worse. I remember thinking, 'This is too much for me to handle.' I wanted to give up. I knew it was my right to,” fortæller Louis C.K. i det seneste nummer af magasinet GQ.

 

Verdens sjoveste mand

I dag står han på toppen af verden som sin generations mest indflydelsesrige komiker, med en nylig kåring som verdens sjoveste mand af netop magasinet GQ. For Louis C.K. gav aldrig op. Han fortsatte ufortrødent videre med sin selvudleverende komik – både på stand-up-scenen og på tv med komedieserien ‘Louie’ – og pludselig begyndte folk at lytte efter.

 

“Louis C.K. er den sjoveste mand i USA. Alt går op i en højere enhed. Jeg er sikker på, at Prince havde det på samme måde, da han lavede ‘Purple Rain’,” sagde kollegaen Chris Rock i et interview med Rolling Stone for et par år siden.

 

Men det er ikke spor sjovt at være Louis i tv-serien ‘Louie’, der er skrevet, produceret og instrueret af Louis C.K. selv. Som en slags nihilistisk udgave af ‘Seinfeld’, følger vi komikerens daglige gøren og laden i storbyen Manhattan, mens han desperat prøver at finde en mening med det hele. Uden det store held.

 

Hans kærlighedsliv er et stort rod, hans familieliv en konstant kamp og meningen med tilværelsen synes uhåndgribelig og uden for rækkevidde. Livet føles som en absurd, forvirrende og i sidste ende meningsløs ørkenvandring mod den uundgåelige død. Som der bliver sunget i intronummeret til serien: “Louie, Louie, you’re gonna die.”

 

Spotlys mod det absurde teater

Men når vi nu allesammen vandrer direkte mod graven, hvordan pokker lærer vi så at holde af rejsen derhen? Svaret ligger selvfølgelig lige for: det gør vi ved at grine af det hele. Louis C.K.’s bedste jokes konfronterer os med vores egen dødelighed, og vender spotlyset mod det absurde teater, vi kalder for livet.

 

Som Louis C.K. selv siger det: “Livet er ikke noget du ejer. Det er noget du tager del i og er vidne til.” Og så kan vi andre jo bare være lykkelige for, at den amerikanske komiker inviterer hele verden til at se med.

 

‘Louie’ får premiere på mandag den 5. maj og bliver sendt på den amerikanske kabelstation FX

Dato: 04. maj 2014

Den amerikanske komiker Louis C.K. blev for nylig kåret som verdens sjoveste mand af det britiske magasin GQ. På mandag vender hans kritikerroste tv-serie ‘Louie’ tilbage med en fjerde sæson efter to års pause. Vi tegner et portræt af mesteren udi selvudlevering.

Se Louis C.K.'s seneste stand-up-special 'Live at the Beacon Theater' her