. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Anmeldelse:

Sådan træner du din drage 2

Af Mathilde ChristensenINFO OM FILMENINSTRUKTION:DEAN DEBLOIS
STEMMER:
JAY BARUCHEL, GERARD BUTLER, CRAIG FERGUSON M.FL.
 LÆNGDE:
105 MIN.
 DISTRIBUTION:
20TH CENTURY FOX

 

I ’Sådan træner du din drage 2’ møder vi endnu engang Hikke, Astrid og de andre vikinger. Der er gået fem år siden den første film, og Beserkø er blevet et dragevenligt univers, der ikke længere dræber dragerne, men passer godt på dem, og holder dem som kæledyr.

 

 Alt er som det plejer, trods det at voksenlivet truer, lytter Hikke stadig ikke til nogen, går sine egne veje, og sammen med Tandløs drager de ofte alene ud på eventyr. Det er på et af disse eventyr, at Hikke opdager en mystisk drageridder, der i virkeligheden viser sig at være hans længst forsvundne mor Valka, familien er genforenet, men i kulissen truer den mægtige dragebetvinger Drago.

 

Hikke og hans venner er blevet voksne, og det bærer ’Sådan træner du den drage 2’ også præg af. Der er langt mere action, kærlighed, uhygge, og endda en lille smule sang i 2’eren, og det klæder filmen, historien får mere dybde, og filmen formår at trække publikum helt ind i vikingernes og dragernes univers. Filmen spiller på følelserne, og man skal være lavet af sten, hvis man ikke går fra biografen med en tåre i øjenkrogen.

 

’Sådan træner du din drage 2’ formår at skabe et tempo der er helt passende, der er både tid til de helt store krigsscener, til flyveture gennem skyerne, og til sang og kærlighedsdans, og alt sammen på under to timer.  Filmens store opgør til sidst er storartet, men det er Hikkes udvikling fra uansvarlig teenager til ansvarlig, legesyg voksen, der hiver stikket hjem for filmen.

 

’Sådan træner du din drage 2’ tager dele af æstetikken fra 'Avatar', blander den med temaer fra 'Løvernes Konge', men formår at skabe en særegen, underholdende og hjertegribende familiefilm i processen. Et endegyldigt bevis på, at den svære 2'er ikke behøver være så forbandet svær endda.

 

Dato: 02. Juli 2014