. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Anmeldelse:

The Hateful Eight

Dato: 7. januar 2016

Af Leonarda S. HageINFO OM FILMENINSTRUKTION:
QUENTIN TARANTINO

MEDVIRKENDE:
SAMUEL L. JACKSON, KURT RUSSELL, TIM ROTH M.FL.
 LÆNGDE:
187 MIN.
 DISTRIBUTION:
SCANBOX

 

'The Hateful Eight' er en gennemført hyldest til filmmediet, biografoplevelsen og western-genren i én og samme pakke.  Det er også en film, der har potentialet til at hive en vild pistolskydende cowboy ud af selv den tørreste papirnusser.

 

Tvivlsomme revolvermænd fanget i bjerghytte

I et iskoldt og ubarmhjertigt vinterlandskab er dusørjægeren John Ruth (Kurt Russel) på vej med diligencen til Red Rock for at indlevere Daisy Domergue (Jennifer Jason Leigh), og undervejs får han følgeskab af to fremmede mænd, Major Marquis Warren (Samuel L. Jackson) og Chris Mannix (Walton Goggins).

 

En snestorm tvinger dem i ly i en kro i et øde bjergpas. Da de ankommer, opdager de imidlertid, at de ikke er de eneste gæster. Fire fremmede mænd har også søgt tilflugt i varmen; mexicaneren Bob (Demian Bichir), der passer kroen, mens ejeren besøger sin mor, Red Rocks bøddel Joe Gage (Michael Madsen) og den tidligere sydstatsgeneral Sanford Smithers (Bruce Dern).

 

Det bliver hurtigt tydeligt, at ikke alle har helt rent mel i posen, og en konstant mistro og frygt præger stemningen, og udtrykket 'cabin fever' får pludselig en helt ny betydning.

 

Nostalgisk guf for sanserne

Sneklædte bjerglandskaber og bidende kulde fortæller historien om en kold verden, der ubarmhjertigt leger med de små menneskers skæbne. Det eneste de kan gøre, er at spille de kort, de får. Kameraarbejdet, styret af filmfotografen Robert Richardson ('Kill Bill Vol.1' 2003, 'Inglorious Basterds' 2009, 'Shutter Island' 2010, 'Django Unchained' 2012), sender stærke associationer til både spaghettiwesterns og episke storfilm fra en fordums tid.

 

Der er kælet for hver en kameraindstilling, og der er en detaljerigdom og et overblik, i billederne, der overgår langt de fleste nutidige film. Det er som en western-udgave af Orson Welles, ’bare’ med Ultra Panavision 70. Med 'The Hateful Eight' tipper Tarantino også hatten for 1950- og 1960’ernes filmvisningsstil “Roadshow Release”, hvor man gør filmen til en (næsten teatralsk) begivenhed, hvor både musikalsk overture, intermission og souvenirs indgår som en del af den samlede filmoplevelse.

 

Lyden af det vilde vesten

Det er nok ikke et tilfælde, at Quentin Tarantino har valgt Ennio Morricone, den legendariske filmkomponist, der bl.a. står bag musikken til ikoniske spaghetti-westerns så som 'A Fistful of Dollars' (1964), 'For a Few Dollars More' (1965), 'Den gode, den onde og den grusomme' (1966) og 'Once upon a Time in the West' (1968), til at sørge for lydsiden af hans ottende film.

 

For mange er Morricone, udover at være en unægtelig del af filmmusikkens historie, også en skikkelse, der på mange måder har været med til at gøre både Clint Eastwood og spaghettiwesterns til kult.

 

Cadeau til Sergio Leone og ’Clinten’

I 'The Hateful Eight' låner Tarantino vanen tro fra Sergio Leones karakteristiske filmstil med hårde, skarpe og kontrasterende skift mellem ekstreme nærbilleder og long shots i sådan en grad, at man ikke kan undgå at blive transporteret tilbage til dengang man første gang så ’Clinten’ ride ind i byen til Morricones toner (eller dengang man tvang adskillige knapt så interesserede familiemedlemmer til at se fx 'A Fistful of Dollars' en lørdag aften).

 

Der er simpelthen så mange gennemtænkte detaljer i filmen, at det er svært at gengive dem alle. Med 'The Hateful Eight' har Tarantino skudt en film ud med fantastiske billeder, en legendarisk lydside, et stramt manuskript, solid opbygning, overraskelser, humor, action, afsindigt dygtige skuespillere, western-kitch og intertekstuelle referencer, og filmen er hans bedste film siden Pulp Fiction. There - I said it!

 

Vold- og det vilde vesten

Tarantinos verden er et utilgiveligt univers, hvor man sjældent kan stole på nogen Han bliver ofte kritiseret for at dyrke volden for voldens skyld. Men det er nok snarere et spørgsmål om at iscenesætte vold på sådan en måde, grotesk og ’over the top’, at man både forfærdes, griner og til tider decideret nyder den.

 

Alle har både godt og ondt i sig, og vold er måske en naturlig og uundgåelig del af livet? I sidste ende skal man nok ikke tænke alt for meget over det, for det Tarantino i hvert fald kan, er at genskabe det vilde vesten, som det også er, nemlig underholdning og et show.

 

Gennemført galskab

Der er intet negativt at sige om 'The Hateful Eight'. Der skal nok være nogle, der finder diverse nostalgiske indslag (no spoilers) og den anderledes fortællestil kedelig, eller som savner en mening med al galskaben.

 

Men så er der (heldigvis) os andre, der trives i gennemført galskab. Dem der tilhører den lejr, vil højst sandsynligt gå ud af biografen med både hjulben, cowboyhat og skyde febrilsk op mod aftenhimlen af ren og skær begejstring.